Brændt field goal koster Carolina Super Bowl-revanche
Super Bowl-vinderen Denver Broncos åbnede 2016-sæsonen med at besejre Carolina Panthers.
Cam Newton og Carolina Panthers måtte igen se sig besejret af Denver Broncos, da NFL skød sæsonen i gang.
Cam Newton og Carolina Panthers måtte igen se sig besejret af Denver Broncos, da NFL skød sæsonen i gang. Foto: Justin Edmonds/AFP


2016-sæsonen begyndte, som 2015-sæsonen sluttede.

Denver Broncos mødte natten til fredag Carolina Panthers i sæsonåbningen i NFL, hvilket var en gentagelse af sidste sæsons Super Bowl. Og igen trak Denver det længste strå, om end det holdt endnu hårdere i sejren på 21-20.

Gæsterne fra Carolina førte ellers 17-7 ved pausen, men i anden halvleg viste Denver-forsvaret igen den skræmmende styrke, som også sikrede Super Bowl-sejren for et halvt år siden.

Stjernequarterbacken Cam Newton førte Carolina frem til et afsluttende field goal-forsøg, der kunne vinde kampen for gæsterne, men Graham Gano sendte sparket forbi målstolperne fra 50 yards.

Newton kastede et touchdown i kampen og løb selv bolden i endzone en enkelt gang, men de to scoringer og to field goals var ikke nok til sejren.

I sidste sæson tabte Carolina Panthers blot en enkelt af de 16 kampe i grundspillet.

Super Bowl-mestrene fra Denver var uden legenden Peyton Manning, som stoppede karrieren efter triumfen i sidste sæson.

Hans afløser på quarterbackpositionen, Trevor Siemian, kastede et enkelt touchdown og to interceptions i opgøret.

Kampen fik også en del opmærksomhed allerede inden kickoff, da hjemmeholdets linebacker Brandon Marshall blev siddende under nationalsangen, hvor det ellers er kutyme, at alle rejser sig.

Det var San Francisco 49'ers mørke quarterback Colin Kaepernick, som til træningskampene i sæsonoptakten begyndte på det for at gøre opmærksom på fortsat forskelsbehandling mellem hvide og sorte i USA.

Det har vakt stor debat i landet, men Brandon Marshall valgte at følge eksemplet fra sin gamle college-holdkammerat fra Nevada og satte sig med det ene knæ i græsset under nationalsangen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.