Brækket finger koster SK Aarhus-topscorer to EM-kampe
De danske håndboldkvinder er ramt af flere skader og afbud, og nu har Anna Sophie Okkels brækket en finger.
Klavs Bruun Jørgensen må se bort fra en række spillere, når håndboldlandsholdet ude møder Rusland i en EM-kamp.
Klavs Bruun Jørgensen må se bort fra en række spillere, når håndboldlandsholdet ude møder Rusland i en EM-kamp. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Endnu et afbud har ramt landstræner Klavs Bruun Jørgensen forud for de danske håndboldkvinders EM-kvalifikationskamp på udebane mod Rusland.

En brækket finger betyder, at SK Aarhus-profilen Anna Sophie Okkels går glip af turen til Rusland, hvor landsholdet spiller EM-kvalifikationskamp onsdag 9. marts.

København Håndbolds Anne Cecilie Dornonville de la Cour er i stedet indkaldt som erstatning.

I forvejen har bærende stamspillere som Sandra Toft, Line Jørgensen, Louise Burgaard og Rikke Skov meldt fra til turen til Rusland.

- Det er virkelig ærgerligt, at Okkels nu også er skadet. Vi havde håbet at have nok bagspillere i den 23-mands-trup, der blev bedt om at søge om visum til Rusland.

- Det er klart, at nu skal der ikke komme flere skader, for vi begynder at have begrænsede muligheder på bagpositionerne, siger Klavs Bruun til DHF's hjemmeside.

- Vi arbejder derfor på at skaffe visum til yderligere en bagspiller. Camilla Dalby var ikke til rådighed til kampen, så vi er i fuld sving med at få hastebehandlet et visum til Anne Cecilie de la Cour, der før har været en del af truppen.

- Efter en svær sæson er hun nu kommet op i omdrejninger, og derfor har det været naturligt at kigge hendes vej, lyder det fra Klavs Bruun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.