Bradford-manager afviste Mourinhos håndtryk
Chelsea røg lørdag sensationelt ud af FA Cuppen med 2-4-nederlaget hjemme til Bradford fra tredjebedste række.
Bradford-spillerne havde meget at juble over på Chelseas hjemmebane.
Bradford-spillerne havde meget at juble over på Chelseas hjemmebane. Foto: Tim Ireland/AP


Bradford-manager Phil Parkinson nægtede at give Chelsea-manager José Mourinho hånden, da upåagtede Bradford lørdag sensationelt sendte Premier Leagues førerhold ud af FA Cuppen i 4. runde.

Chelsea, der havde danske Andreas Christensen med i hele opgøret, førte 2-0 på hjemmebane, men tabte 2-4.

Kort før slutfløjt ville Mourinho sige tak for kampen, men Parkinson takkede nej.

- På det tidspunkt var der tre et halvt minut tilbage af kampen, og jeg ville ikke kaste mig ud i det, siger Parkinson ifølge BBC.

Parkinson var bange for, at hvis Chelsea fik reduceret til 3-4, så kunne favoritterne også nå at udligne.

Aston Villa-manager Paul Lambert har tidligere på sæsonen kritiseret Mourinho heftigt, efter at Mourinho ville sige tak for kampen før tid til Lambert.

Parkinson er ikke sur på Mourinho, men siger, at han ikke ville lege med skæbnen. De to managers gav hinanden hånden efter kampen.

- Mourinho kom ned i vores omklædningsrum efter kampen og gav alle hånden. Han roste mine spillere for deres indsats, og det var klasse, synes jeg, siger Parkinson.

Mourinho udtalte efter kampen, at det var et flovt nederlag for Chelsea, men portugiseren roste som en af de få 18-årige Andreas Christensen for dennes indsats.

Den 18-årige U21-landsholdsspiller var med som højre back.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.