Boyhood er bedste drama ved Golden Globe
"Boyhood" vinder Golden Globe for bedste dramafilm, mens "The Grand Budapest Hotel" sejrer i komedie-kategori.
Skuespillerne Ethan Hawke, Ellar Coltrane og Patricia Arquette fra filmen "Boyhood" sammen med filmens instruktør, Richard Linklater. "Boyhood" vandt natten til mandag dansk tid en Golden Globe for bedste film (drama).
Skuespillerne Ethan Hawke, Ellar Coltrane og Patricia Arquette fra filmen "Boyhood" sammen med filmens instruktør, Richard Linklater. "Boyhood" vandt natten til mandag dansk tid en Golden Globe for bedste film (drama). Foto: Casey Rodgers/AP


Prisen for bedste film i kategorien drama går ved årets Golden Globe-uddeling til "Boyhood".

Filmen, der også har haft et stort publikum i Danmark, er optaget over 12 år. Hovedpersonen er seks år ved start og ændrer sig fysisk og mentalt undervejs som de øvrige skuespillere og amatører, der medvirker i den eksperimenterende film.

Instruktøren bag filmen, Richard Linklater, vinder en Golden Globe for bedste instruktør.

- Dette er en meget personlig film for mig. Jeg dedikerer prisen til mine forældre, som har givet mig så meget kærlighed og støtte, sagde Linklater i sin takketale.

Skuespiller Patricia Arquette modtog ved prisuddelingen en statuette for bedste kvindelige birolle for sin præstation i samme film.

"The Grand Budapest Hotel" vinder prisen for bedste film i kategorien musical/komedie.

For mange danskere var den formentlig den oplagte vinder, da Wes Andersons centraleuropæiske eventyrfortælling i månedsvis har været på plakaten i danske biografer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.