Boyband-idol skal køre ræs i Danmark
Boyzone-stjernen Shane Lynch gæster snart de aarhusianske veje, når der køres Classic Race i smilets by.
Shane Lynch indtager Aarhus som racerkører.
Shane Lynch indtager Aarhus som racerkører. Foto: Fdm/massive Motorsport/Free


Boyzone-stjernen Shane Lynch formår ikke kun at sætte pigehjerter op i fart - han har også fuldstændig styr på de hæsblæsende hestekræfter.

Derfor har racingteamet Massive Motorsport med sidste års DTC-vinder, Casper Elgaard, i spidsen inviteret den 39-årige irske sangstjerne til at køre en af holdets to biler, når der køres gadeløb i MASCOT DTC til Classic Race i Aarhus den 27. til 29. maj

- Ikke nok med at han er kendt fra sin musikkarriere, så er han også racerkører, som har været bag et rat i mange år og kører rigtig godt, siger Elgaard, teamchef i Massive Motorsport, i en pressemeddelelse.

Også hos FDM-DTC glæder man sig over scoopet af sangeren.

- Shane Lynch er et af de mere anderledes navne, der har kørt med. Ikke nok med at han er kendt fra sin boybandtid, så har han også racererfaring og har kørt den engelske motorsportsserie GT, så han bliver spændende at have med i feltet, lyder det fra direktør Jesper Carlsen.

Gadeløbet i Aarhus køres på almindelige veje og ikke på en racerbane, og derfor er løbet ekstra nervepirrende. Skrider man ud fra vejen, rammer man et autoværn eller i værste fald en betonmur.

Selv om Shane Lynch ikke går direkte efter DTC-titlen, bidrager hans præstation til Massive Motorsports samlede holdpoint.

- Han skal ikke bare op mod nogle af Danmarks bedste racerkørere - han skal også dyste mod dem på en bane, hvor han virkelig bliver køreteknisk udfordret. Men det til trods har jeg en forventning om, at Shane Lynch giver alt, hvad han har, og at han kommer til at ligge i den spændende del af feltet, tilføjer Casper Elgaard om scoopet.

Boyzone knuste adskillige pigehjerter op gennem 90'erne med popballader som "All That I Need", "Love Me For A Reason" og "Picture Of You".

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.