Boston-bombemands venner idømmes fængselsstraffe
Dzhokhar Tsarnaevs venner fjernede effekter fra college-værelse, da FBI erklærede ham for mistænkt.
To venner af den overlevende gerningsmand Dzhokhar Tsarnaev fra bombeangrebet mod Boston maraton i 2013 er fredag idømt fængselsstraffe for at vildlede efterforskningen.
To venner af den overlevende gerningsmand Dzhokhar Tsarnaev fra bombeangrebet mod Boston maraton i 2013 er fredag idømt fængselsstraffe for at vildlede efterforskningen. Foto: Patrick B. Kraemer/AP


To venner af den overlevende gerningsmand Dzhokhar Tsarnaev fra bombeangrebet mod Boston Marathon i 2013 er fredag idømt fængselsstraffe.

Tsarnaevs kasakhiske ven fra collage Azamat Tazhayakov er dømt til tre et halvt års fængsel for at vildlede efterforskningen ved at fjerne tomme fyrværkerieffekter fra bombemandens værelse og smide dem i en container.

Tazhayakov har allerede siddet varetægtsfængslet i to år.

Robel Phillipos blev idømt tre års fængsel for at lyve over for efterforskerne om, at vennerne havde smidt effekterne ud få timer efter, at det amerikanske forbundspoliti havde offentliggjort billeder af Tsarnaev og hans ældre bror Tamerlan som mistænkte.

En tredje ven, Dias Kadyrbayev, blev tirsdag dømt til seks års fængsel, efter han erkendte sig skyldig i at vildlede efterforskningen.

Bomberne 15. april 2013 kostede tre mennesker livet og sårede 264.

Dzhokhars ældre bror, Tamerlan Tsarnaev, døde under en skudkamp med politiet få dage efter bomberne mod Bostons maratonløb.

Azamat Tazhayakov var også tiltalt for at spænde ben for efterforskningen ved at fjerne en bærbar computer fra Dzhokhar Tsarnaevs værelse, men han blev frikendt for den del af tiltalen.

I stedet konkluderede nævningetinget, at han og en kammerat havde snuppet computeren, fordi den "ganske enkelt var værdifuld", fortæller et medlem af tinget, Daniel Antonino.

Dzhokhar Tsarnaev blev i maj dømt til døden.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.