Boston-bombemands forsvarer vil have retssag udsat
17 måneder er det siden, bombemanden fra Boston har vist sig offentligt. Hans advokat søger nu om udsættelse.


Boston-bombemanden Dzokhar Tsarnaev fik torsdag sin første offentlige optræden i 17 måneder, da han mødte op til sin sidste høring, inden retssagen mod ham ventes at begynde 5. januar.

Han står anklaget for at stå bag bomberne under Boston Marathon 15. april 2013, hvor to hjemmelavede bomber kostede tre mennesker livet og sårede 264 andre.

Iført en sort sweater og grå bukser indtog den nu 21-årige etniske tjetjener med pjusket hår og skæg sin plads i retten uden at sige et ord.

Den amerikanske anklagemyndighed kræver dødsstraf i sagen, der ventes at vare flere måneder. Men nu søger den formodede bombemands forsvarsadvokat en udsættelse i sagen, sagde han torsdag.

Forsvarer David Bruck sagde til dommeren, at han agter at anmode om en udsættelse af retssagen uden dog at komme ind på, hvor lang den skulle være.

Tsarnaev står til at modtage dødsstraf for sin involvering i angrebet, der er det mest voldelige i USA siden angrebet 11. september 2001, som kostede knap 3000 mennesker livet.

I juli 2013 erklærede han sig ikke-skyldig i 30 anklager, hvilket omfatter en sammensværgelse om at bruge masseødelæggelsesvåben til dødelige formål.

Siden har han ikke vist sig offentligt.

Tsarnaev har forklaret, at det var hans nu afdøde 26-årige storebror, der var hjernen bag de to bomber ved maraton-mållinjen. Derfor har han erklæret sig ikke-skyldig.

Torsdagens retsmøde varede en halv time, og da det sluttede, råbte en kvinde på russisk og engelsk "stop med at dræbe uskyldige mennesker", angiveligt i et forsvar for den unge sigtede.

Da han blev anholdt for mere end halvandet år siden, led han af flere skader fra sin tid på flugt og anholdelsen få dage efter angrebet. Men under retsmødet virkede han til at være ved godt helbred.

Han skød og dræbte en betjent, da han blev anholdt.

Den ældre mistænkte bror til Dzokhar Tsarnaev, den 26-årige Tamerlan Tsarnaev, døde under en skudveksling med politiet i Watertown, Massachusetts kort efter bombeangrebet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.