Bosnien og Irland deler i tåget playoffkamp om EM-plads
Bosnien-Hercegovina og Irland spillede uafgjort i den første playoffkamp om at komme med til EM i Frankrig.
Bosnien og Irland spillede 1-1 i en tåget playoffkamp.
Bosnien og Irland spillede 1-1 i en tåget playoffkamp. Foto: Amel Emric/AP


Det er stadig helt åbent, om Bosnien-Hercegovina eller Irland tager pladsen ved næste sommers EM i Frankrig.

Fredag aften spillede de to lande 1-1 i det første playoff-møde i Bosnien.

Længe var kampen en søvndyssende affære, men to sene scoringer gav kampen kolorit.

Underholdningen var fra start svær at få øje på. Første halvleg bød på stort set ingen højdepunkter, og åbne målchancer var en mangelvare.

Kampens store betydning prægede spillet, og ingen af holdene ønskede at blotte sig bagude.

Efter pausen kom spillerne ud til en tæt tåge, og for tilskuerne var det svært at se, hvad der overhovedet foregik.

Bosnien havde de største intentioner om at angribe, mens Irland tydeligvis var kommet for at få 0-0 med hjem.

Irerne forsvarede sig godt, og kun i sjældne tilfælde kom hjemmeholdet frem til muligheder.

Efter en time opstod chancen dog for Senad Lulic, som dog ikke greb den.

Først i de sidste minutter kom der gang i kampen.

Efter 82 minutter scorede Irland på et af sine få angreb. Robert Brady brød igennem i højresiden, trak ind i banen og sparkede bolden ind til 1-0 i det korte hjørne.

Den irske glæde blev dog kort. Tre minutter senere skabte Bosnien et af sine bedste angreb, og på midten scorede angriberen Eden Dzeko nemt til 1-1.

Returkampen spilles i Dublin på mandag den 16. november, og her skal der altså findes en vinder, der kan sendes til Frankrig næste sommer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.