Bortvist fra fest: Vendte tilbage med tæskehold
To unge, der blev anholdt efter knivstikkeri i København, er løsladt. Den ene truede betjent med skruetrækker.


En 26-årig mand blev natten til søndag stukket i benet med en kniv i forbindelse med noget tumult ved et selskabslokale på Østerbro i København.

Urolighederne opstod, da to personer, der var blevet bortvist fra en fest i lokalerne, vendte tilbage med et tæskehold, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Youssef Lharraki.

Den 26-årige er indlagt på sygehuset, og hans tilstand er ikke alvorlig.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet kort efter klokken 2.40.

Da en politipatrulje ankommer, ser betjentene to unge mænd stikke af fra stedet.

- Den ene standser imidlertid op og truer en politikollega med noget, der formentlig er en skruetrækker, siger Youssef Lharraki.

De to unge blev anholdt. De er søndag blevet afhørt af politiet i et forsøg på at nå til bunds i, hvad der skete ved festlokalerne. Blandt andet skulle politiet have klarlagt deres roller i knivstikkeriet.

Efter endt afhøring er de to unge mænd, der er 20 og 21 år, blevet løsladt.

- Vi har ikke fundet anledning til at fremstille dem i grundlovsforhør, siger Youssef Lharraki. De to unge er dog fortsat sigtet for grov vold og for vold mod tjenestemand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.