Retten i Viborg skal onsdag 13. januar tage stilling til en principiel sag om en ansat har ret til at optage en tjenstlig samtale med en kommunal chef, skriver Fagbladet 3F.
Sagen drejer sig om en 60-årig tidligere jord- og betonarbejder, der i januar 2014 fik et seniorjob på en institution i Skive Kommune. I april blev han kaldt til en tjenstlig samtale, hvor han bad 3F's afdelingsformand i Skive, Gert Ringgaard, tage med som bisidder. Desuden ville han optage samtalen på sin mobiltelefon. Det mente den kommunale leder ikke var i orden. Seniorjobberen blev bortvist og mistede sit seniorjob.
Formanden for 3F i Skive Gert Ringgaard gik videre med sagen og kontaktede 3F's advokat.
- Lydighedsnægtelse er deres officielle begrundelse, fordi Peder Bæk ikke ville lægge sin telefon fra sig udenfor. Jeg mener, at kommunen - bevidst eller ubevidst - fremprovokerer situationen. Det har intet med mandens arbejdsindsats eller opførsel på arbejdspladsen at gøre, mener Gert Ringgaard.
3F kræver, at kommunen skal tilbyde et nyt seniorjob og dække det tab af indkomst, som medlemmet har lidt, indtil han kan få et nyt seniorjob, forklarer 3F's advokat Claus Hanghøj:
- Det principielle i sagen er, at der ikke findes regler for, om en ansat må optage en samtale med sin chef. Derfor kan det heller ikke være begrundelse for bortvisning at ønske at optage en tjenstlig samtale. Modpartens påstand er, at det ligger i ledelsesretten, at arbejdsgiveren kan bestemme, hvordan en tjenstlig samtale skal afvikles, siger Claus Hanghøj.
Skive Kommune udtaler sig ikke i sager, hvor der er en igangværende retssag.