TERROR I KØBENHAVN
Bortkomne: 79 skydeklare våben flyder rundt
Forsvar og politi mistede gennem en syvårig periode flere end 300 skydeklare våben. 79 af dem ved man stadig ikke, hvor er.
"Hvert eneste våben, der ikke er fundet, er en omvandrende katastrofe," siger Venstres Jakob Engel-Schmidt. Mellem 2007 og 2014 forsvandt 329 skydeklare våben, de 79 er stadig bortkomne.
"Hvert eneste våben, der ikke er fundet, er en omvandrende katastrofe," siger Venstres Jakob Engel-Schmidt. Mellem 2007 og 2014 forsvandt 329 skydeklare våben, de 79 er stadig bortkomne. Søren Bidstrup/Scanpix, arkiv


Fra 2007 til 2014 har Forsvaret og politiet til sammen mistet 329 skydeklare våben. I samme tidsrum er 250 af dem fundet igen. De resterende 79 kan der ikke gøres rede for. Det skriver metroxpress.

Forsvarsministeriets Matriel- og Indkøbsstyrelse oplyser, at bortkomne våben tæller alt fra fuldautomatiske rifler til 9 mm-pistoler. Flere eksemplarer af M95, som Omar Abdel Hamid El-Hussein affyrede 28 skud og dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard ved Krudttønden på Østerbro i København med, er med sikkerhed også blandt de bortkomne.

Hverken Forsvaret, Rigspolitiet eller PET har svaret på, hvordan de 329 våben er bortkommet, men obertsløjtnant i Hjemmeværnskommandoen John Flarup fortæller, at det for Hjemmeværnets vedkommende ofte skyldes kriminelles aktiviteter.
"Vi har røverier, hvor folk bliver holdt op med pistol eller kniv og truet til at aflevere nøglerne til våbenskabet. Der er også almindelige tyverier, hvor folk trænger ind på en bopæl og river våbenskabet, der ellers er boltet til både gulv og væg, frit og slæber af sted med det, selv om det vejer 400 kilo," siger han til metroxpress.

Ifølge Venstres Jakob Engel-Schmidt, der er medlem af Forsvarsudvalget og tidligere har bedt forsvarsministeren redegøre for omfanget af bortkomne våben, er det under al kritik.

"Hvert eneste våben, der ikke er fundet, er en omvandrende katastrofe, og det betyder altså, at der er 79 omvandrende katastrofer derude lige nu," siger han til metroxpress.
Onsdag aften meddelte Københavns Politi, at den M 95-riffel, som gerningsmanden til weekendens terrorangreb affyrede ved Krudttønden på Østerbro, er et våben fra Hjemmeværnet. Våbnet er også efterlyst efter et hjemmerøveri. Politiet har for nuværende ikke yderligere kommentarer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.