- Vi har stort set ikke sovet i nat. Vi endte med at stå op klokken fire, lave os en kop kaffe og tjekke tekst-tv for vindertallene endnu engang.
Sådan fortæller den heldige bornholmske kvinde, der sammen med sin mand er den lykkelige indehaver af de 12 millioner kroner, som de vandt på en Lotto-kuopn købt i SuperBrugsen i Rønne lørdag.
Læs også: Lottomillionær efterlyses - har du vundet 12 millioner?
De svineheldige vindere har ikke været i kontakt med Danske Spil før i dag, mandag, men nu har de altså givet sig til kende - og har ladet sig interviewe af danske Spil - dog i anonymiseret form.
Det heldige par tjekkede søndag de fire Lotto-kuponer, som de har spillet siden 1989, da Lotto blev lanceret. Da parret, som er i begyndelsen af 60'erne og fra lokalområdet, nåede den sidste kupons sidste række, spærrede de øjnene op. Der var bingo.
Deres milliongevinsten skal nu bruges på betale huset ud. Og så skal parret forkæles med to ting, der har stået øverst på ønskelisten et stykke tid.
- Vi skal have nye briller. Og vi skal have nye cykler. Det glæder vi os til. Resten skal formentlig sættes i værdipapirer eller lignende, siger kvinden.
- Det er jo vores alderdom, der er sikret. Det er en dejlig fornemmelse.