Boris Johnson: Udtræden af EU haster ikke lige nu
Det britiske folk har talt på vegne af demokratiet, siger leder af kampagnen for britisk exit fra EU.
Her ses Boris Johnson forlade sit hjem i London fredag. Ifølge ham er der ikke nogen grund til, at Storbritannien skynder sig at træde ud af EU.
Her ses Boris Johnson forlade sit hjem i London fredag. Ifølge ham er der ikke nogen grund til, at Storbritannien skynder sig at træde ud af EU. Foto: Gareth Fuller/AP


Storbritannien skal ud af EU, men det haster ikke.

Boris Johnson, der har ledet den britiske forlad-EU-kampagne, siger fredag på et pressemøde, at der ikke er nogen grund til at forhaste sig lige nu.

- Det britiske folk har talt på vegne af demokratiet, siger Johnson, efter at vælgerne med 52 procent stemmer mod 48 har afgjort, at Storbritannien skal melde sig ud af EU.

Johnson understreger, at Storbritannien vil være en god nabo for Europa, og han takker premierminister David Cameron for hans evne til at lede landet.

Cameron har meddelt, at han som følge af resultatet trækker sig tilbage. Det sker i oktober. Hvem der skal efterfølge ham på posten, vides endnu ikke. Men Boris Johnson er af flere blevet nævnt som en mulighed.

Men selv om det altså ifølge den tidligere London-borgmester er godt for Storbritannien at forlade EU, er der ikke grund til at skynde sig.

- Det er afgørende at understrege, at der efter vælgerbeslutningen om at forlade EU ikke er grund til hastværk. Og som premierministeren netop har sagt, vil intet ændre sig på kort sigt, siger Johnson og tilføjer, at briterne ikke skal frygte en udmeldelse.

- Vi kan finde vores stemme i verden igen, en stemme, der står mål med den femtestørste økonomi i verden, siger Boris Johnson.

Ifølge ham har EU været en nobel idé i sin tid. Men det er ikke længere det rigtige for Storbritannien.

- Jeg tror, vi nu har en unik mulighed. Vi kan vedtage vores love og fastsætte vores skat fuldstændig i overensstemmelse med behovene for Storbritanniens økonomi, siger han.

For at briterne kan sige endeligt farvel til EU, skal exit-paragraffen i Lissabon-traktaten aktiveres. Det er første gang, at et land vil aktivere den paragraf.

EU-traktatens artikel 50 giver som udgangspunkt EU og briterne to år til at forhandle sig til rette om udmeldelsen og en ny aftale om Storbritanniens fremtidige forhold til EU.

Tidsfristen kan forlænges med enstemmighed mellem alle EU-lande, og flere tror, at det kan tage helt op til ti år at gennemføre briternes udmeldelse.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.