Borgmestervalg i Köln efter planen - trods knivangreb
Borgmesterkandidat Henriette Reker er uden for livsfare efter knivangreb. Valglokalerne åbner som planlagt.
Overbrogmesterkandidat Henriette Reker er ifølge tyske medier uden for livsfare. Fire andre blev kvæstet under det håndgemæng, der opstod efter knivstikkeriet. Blandt dem skal være et medlem af Rekers kampagnestab.
Overbrogmesterkandidat Henriette Reker er ifølge tyske medier uden for livsfare. Fire andre blev kvæstet under det håndgemæng, der opstod efter knivstikkeriet. Blandt dem skal være et medlem af Rekers kampagnestab. Foto: Oliver Berg/AP


Selv om Henriette Reker, en af topkandidaterne til overborgmestervalget i Köln, fortsat er indlagt på hospitalet efter et knivoverfald lørdag, åbner valglokalerne som planlagt søndag morgen.

Henriette Reker spås gode chancer for at vinde og kan skrive politisk historie som den første kvinde - og den første uafhængige kandidat - som når helt til tops i byrådet.

En knivbevæbnet mand gik til angreb på Reker lørdag og stak hende i halsen ved en valgbod, der tilhører den kristelig demokratiske union, CDU.

Henriette Reker er ifølge tyske medier uden for livsfare. Fire andre blev kvæstet under det håndgemæng, der opstod efter knivstikkeriet. Blandt dem skal være et medlem af Rekers kampagnestab.

Den 44-årige gerningsmand var tilsyneladende utilfreds og frustreret over den positive flygtningepolitik, som Reker og forbundskansler Angela Merkel står for.

Det lader til at være motivet for det "målrettede og overlagte" angreb, siger lederen af politiets efterforskning.

Henriette Reker sidder allerede i byrådet i Köln, hvor hun som viceborgmester for sociale anliggender blandt andet har ansvar for indkvartering af flygtninge.

Kölns siddende overborgmester, Jürgen Roteres, fra det socialdemokratiske parti, SPD, opfordrer vælgerne til at udvise styrke.

- Vi kan ikke lade dette trække os ned. Alle må handle sammen for at forhindre, at vores sameksistens bliver ødelagt, siger han til det tyske nyhedsbureau dpa.

Indvandringsdebatten er i takt med flygtningestrømmen til Tyskland blevet voldsommere, og flere asylboliger er blevet angrebet.

Indbyggerne i Köln skal vælge en ny overborgmester søndag, og den uafhængige Reker støttes af CDU, De Grønne og det liberale De Frie Demokrater, FDP.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.