Borgmester: Uddannelsesplan bremser væksten
Det er forkert, når Aalborg og Odense skal skære markant i optaget på en række uddannelser, mener Anker Boye
Regeringen med uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) i spidsen vil justere antallet af studiepladser på de uddannelser, hvis dimittender igennem længere tid har været ramt af høj arbejdsløshed.
Regeringen med uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) i spidsen vil justere antallet af studiepladser på de uddannelser, hvis dimittender igennem længere tid har været ramt af høj arbejdsløshed. Foto: Colourbox/free


Odenses borgmester, Anker Boye, tilslutter sig nu gruppen af socialdemokrater, der er utilfredse med uddannelsesministerens planer om at skære optaget til uddannelser, hvor der er stor arbejdsløshed blandt de nyuddannede.

Modellen rammer simpelthen for skævt, lyder det fra Odense-borgmesteren, der også sidder i KL's bestyrelse.

- Især Aalborg og Odense rammes hårdt af uddannelsesplanen. De fire store universitetsbyer skal være Danmarks vækstmotorer. Men det er altså et antivækst-initiativ, ministeren er i gang med, siger han til Ritzau.

- Det er områder, der i forvejen er hårdt ramt. Eksempelvis er vi i Odense ramt af industriens udflytning gennem en årrække, fortsætter borgmesteren.

Regeringen med uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) i spidsen vil justere antallet af studiepladser på de uddannelser, hvis dimittender igennem længere tid har været ramt af høj arbejdsløshed.

Ministeren lægger op til at skære op imod 30 procent af optaget på en række uddannelser som led i en såkaldt dimensionering.

Formanden for Folketingets Uddannelsesudvalg, Rasmus Prehn (S), har også udtrykt bekymring om, at Fyn og Sydjylland med Syddansk Universitet og Aalborg-området med Aalborg Universitet bliver hårdere ramt end andre steder i landet.

Anker Boye er ikke imod dimensionering på de videregående uddannelser, men borgmesteren efterlyser en mere samlet national plan.

- Odense er i fuld gang med at skabe vækst og udvikling, og det sætter uddannelsesplanen en stopper for. I stedet skal vi justere planen, så den ikke rammer skævt. Det er bedst for væksten i Danmark, siger han.

Boye vil ligesom sin partifælle og borgmesterkollega i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, sende et brev til Folketingets uddannelsesordførere og ministeren for at få modellen ændret.

Sofie Carsten Nielsen har over for Politiken sagt, at hun er åben over for justeringer, men at formålet forbliver det samme.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.