Borgmester i Nordsjælland mister sit flertal
Endnu et medlem af byrådet for Venstre vender borgmester Kim Valentin (V) ryggen.
Kim Valentin er borgmester i Gribskov Kommune, men ser ud til at have mistet opbakning.
Kim Valentin er borgmester i Gribskov Kommune, men ser ud til at have mistet opbakning. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO


Venstre, der sidder på borgmesterposten i Gribskov Kommune, har mistet grebet om flertallet i byrådet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Torsdag aften besluttede Betina Sølver, der blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Venstre, nemlig at skifte side til Socialdemokraterne.

Det betyder, at borgmester Kim Valentin (V) nu kun har støtte fra 10 ud af 23 pladser. Han har opbakningen fra otte Venstre-byrødder og to fra Dansk Folkeparti.

Betina Sølver er det andet Venstre-medlem, som har skiftet parti i de 14 måneder, Kim Valentin har været borgmester i Gribskov Kommune, hvor byerne Helsinge, Gilleleje og Græsted ligger.

Socialdemokraternes gruppeformand Bo Jul Nielsen siger, at partiet endnu ikke har taget beslutning om, hvorvidt de vil forsøge at ændre konstitueringen i byrådet.

- Det er noget, vi vil drøfte internt i gruppen, og det har vi ikke gjort endnu. Det er forholdsvis nyt, så det er ikke det første, vi tænker på at lave om på hele molevitten, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Borgmester Kim Valentin afviser, at endnu et frafald fra Venstre får betydning.

- Vi har ikke nogen blokpolitik i Gribskov Byråd. Vi har et levende flertal - og det flytter sig fra sag til sag, siger han til avisen.

I september skiftede Trine Egetved fra Venstre til De Konservative. Allerede dengang mistede Venstre og Dansk Folkeparti det absolutte flertal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.