Kenneth Muhs (V), borgmester i Nyborg, reagerer prompte på, at hans byrådskollega Sonja Marie Jensen i et indlæg i det socialdemokratiske medie Netavisen Pio og til TV 2 Fyn fortæller, at hun har været udsat for sexchikane fra politiske kolleger - her i blandt byrødderne i Nyborg.
- Jeg er meget chokeret og må på det kraftigste tage afstand fra det, siger Kenneth Muhs til TV 2.
Overfor tv-stationen siger han, at han tager sagen dybt alvorligt og derfor indkalder byrådet til et møde om sagen. Han håber, mødet kan finde sted i den kommende uge.
22-årige Sonja Marie Jensen skriver blandt andet i sit indlæg, at hun får hånlige kommentarer, der kun har til formål at nedgøre hende på grund af hendes køn og min alder.
"Det starter oftest med et klask i røven og "goddag smukke" til byrådsarrangementer, eller når øllene ruller", skriver Sonja Marie Jensen, som også har hørt partikammerater og politiske modstandere sige ”du knalder dig til tops”.
Kenneth Muhs fortæller til TV 2, at han ikke tidligere har hørt om chikanerne og at han heller ikke vil komme ind på Sonja Marie Jensens bevæggrunde til at skrive et indlæg i Netavisen Pio.
Borgmesteren oplyser, at Nyborg Kommune i forbindelse med det landsdækkende Bo Smith-udvalg, som skal belyse forholdet mellem embedsmænd, politikere og presse, har nedsat et lokalt udvalg, der omhandler et kodeks for god skik. Sonja Marie Jensen har siddet med ved møderne, men har intet nævnt og det overrasker borgmesteren.
- Jeg oplever selv, at vi har en god tone, et godt samarbejde og en god ånd på byrådsmøderne. Men det ændrer ikke på, at hun har en anden oplevelse af tingene, siger Kenneth Muhs til TV 2.