Borgmester i Barcelona vil bremse byens turisme
Tidligere aktivist er ny borgmester i Barcelona, og hun har netop sat en stopper for byens voksende turisme.
Barcelona har midlertidigt stoppet udstedelsen af tilladelser til overnattende gæster på hoteller, oplyser rådhuset.
Barcelona har midlertidigt stoppet udstedelsen af tilladelser til overnattende gæster på hoteller, oplyser rådhuset. Foto: Manu Fernandez/AP


Barcelona er ved at drukne i en endeløs strøm af turister, mener byens borgmester, som har taget skridt til at bremse industrien for at skåne dens 1,7 millioner indbyggere.

Byen er kun overgået af London og Paris som populært rejsemål.

Ada Colau har midlertidigt stoppet udstedelsen af tilladelser til overnattende gæster på hoteller, oplyser rådhuset.

Den nyvalgte borgmester er kendt for sine stærke holdninger til turismen i Middelhavsbyen. Sidste år stod hun i spidsen for en aktivistisk bevægelse.

- Vi vil besætte byens rådhus og åbne det for folket, råbte Colau dengang til de fremmødte under et politisk arrangement på en skole.

Hendes vision var en "revolutionær proces og et radikalt demokrati," hvis mål var at bringe magten tilbage til byens borgere, skriver The Guardian.

Nu er hun Barcelonas magtfulde borgmester.

Hvert år rejser millioner af turister til Barcelona, som byder på både spansk kultur, kunst, badestrande og fodbold i topklasse. Sidste år var antallet af turister 7,5 millioner.

Foreløbigt vil de lokale myndigheder ikke udstede flere licenser i 2015. Næste år skal man igen tage stilling til spørgsmålet.

Der er 68.000 hotelværelser på i alt 377 hoteller i Barcelona. Desuden findes 9600 ferielejligheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.