Borgmester: Hele Sønderjylland får gavn af udflytning
Man kan sagtens fylde de 392 nye stillinger i Sønderborg, hvis de ansatte ikke flytter med, siger borgmester.


I Sønderborg er man ikke bekymret for, om man har tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft til at fylde de knap 392 nye statslige arbejdspladser, hvis de nuværende medarbejdere vælger at blive i København.

- Det er jo ikke kun Sønderborg Kommune, men også hele Sønderjylland, der får gavn af udflytningen. Der kan man snildt finde de medarbejdere, man måtte komme til at mangle, siger borgmester Erik Lauritzen (S).

Det er dele af NaturErhvervstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet, der flytter 370 stillinger, og så oprettes en helt ny styrelse med 22 stillinger: Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning.

- Der er ikke tvivl om, at der er medarbejdere, der ikke kan eller vil flytte til Sønderborg, siger han.

Han er dog ikke bange for, at de nye stillinger vil hapse ansatte fra de virksomheder, der allerede er i Sønderborg.

- Her snakker vi om en anden type medarbejdere end dem, som vores virksomheder allerede har.

Erik Lauritzen siger dog, at han vil gøre sit til at sørge for, at de nuværende medarbejdere i København vil komme til at se lyset i Sønderborg.

- Vi vil gøre rigtig meget nu for at sælge Sønderborg til dem. Vi samarbejder med styrelsen (Natur- og Erhvervsstyrelsen, red.) om at overbevise dem om, at Sønderborg faktisk er et rigtig godt sted at bo og arbejde.

- Vi vil præsentere dem for jobmuligheder for ægtefæller og præsentere dem for vores kulturliv, som er med til at gøre byen attraktiv, siger han.

Den sønderjyske borgmester forklarer, at det betyder enormt meget for kommunen at få de nye stillinger til byen.

- Selvfølgelig kommer der nye arbejdspladser og nye skatteydere, men vigtigst af alt får vi troen på fremtiden igen. Vi har været meget hårdt ramt. Og det her giver det hele et nyt løft og en ny energi, siger Erik Lauritzen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.