Borgmester: Giv kommunale topdirektører højere løn
Topdirektører i kommuner burde rimeligvis få mere i løn, mener Koldings borgmester.
Koldings borgmester - her i følgeskab med dronningen - finder det tankevækkende, at kommunale direktørers løn ligger lavere end tilsvarende direktører i det private erhvervsliv.
Koldings borgmester - her i følgeskab med dronningen - finder det tankevækkende, at kommunale direktørers løn ligger lavere end tilsvarende direktører i det private erhvervsliv. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv


Det vil være helt rimeligt at give topdirektører i kommunerne mere i løn.

Det siger Koldings borgmester Jørn Pedersen (V). Han mener, at det er lige så vigtigt som at diskutere borgmesterens eller de andre politikeres lønninger.

Han finder det tankevækkende, at en kommunaldirektør ligger lavere i løn end en tilsvarende direktør i det private erhvervsliv.

- Det betyder jo, at private topdirektører aldrig ville søge en stilling i en kommune som direktør, fordi lønniveauet er for lavt, siger han til DR Trekanten.

Forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch siger, at kommunaldirektører er steget i løn i de senere år, ikke mindst i takt med at kommunerne er blevet større.

I gamle dage var kommunaldirektørerne tjenestemænd med sikkerhed i ansættelsen og lavere løn. Nu kan kommunaldirektørerne får sparket, men til gengæld forhandler de sig til en meget højere løn.

- Den afspejler den enkelte leders evne til at forhandle løn, når man bliver ansat i en topchefstilling, siger Roger Buch til DR Trekanten.

Koldings kommunaldirektør får 1,7 million kroner i løn. Med pension sniger lønnen sig op på 2,1 million kroner om året.

Den løn er ikke urimelig, mener Jørn Pedersen.

- Jeg vil godt se, hvilken privat virksomhed der aflønner sin topdirektør på det niveau, som man gør i kommunerne, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.