Borgmester: Flygtningelandsbyer vil hjælpe kommunerne
Landsbyer til flygtninge vil løse det store pres på kommunerne, mener borgmester i Vesthimmerland Kommune.


I Vesthimmerland Kommune har de vanskeligt ved at rumme flere flygtninge.

Det siger borgmester Knud Kristensen (K), som derfor foreslår at samle alle nye flygtninge i landsbyer.

- Vi er nødt til at lave nogle boligtyper, hvor vi kan forsvare, at flygtningene bor. Og de kan godt tåle at bo lidt tæt sammen. Derfor må man lave containerbyer eller flygtningebyer to-tre forskellige steder i Danmark.

- Du kan kalde det landsbyer, blokke eller samlingssteder. Det handler om at få stablet nogle midlertidige boliger på benene, så trykket kan tages af kommunerne.

Det er de 98 kommuner i Danmark, der står for at skulle finde boliger til de mange flygtninge. I 2015-16 skal Vesthimmerland Kommune tage imod omkring 150-200 flygtninge, siger Knud Kristensen.

- Jeg kan ikke forstå, at regeringen og Folketinget er så langt væk fra virkeligheden. Vi er nødt til at gøre noget, så vi kan tage det største tryk af det pres, der ligger på kommunerne pt.

- Vi kan jo se, hvordan situationen er i vores nabolande, og på et tidspunkt rammer det også os. Derfor siger jeg bare, at hos os kan vi ikke rumme flere. Alt vores kapacitet er belagt, siger han til Ritzau.

Ifølge social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) er det ikke den rette vej at gå.

- Vi hører kreative forslag som landsbyer. Det tror jeg ikke er løsningen, siger ministeren til TV2.

Men ifølge Knud Kristensen kan det ikke længere hænge sammen, hvis det fortsætter som nu. Derfor kunne landsbyerne være en løsning, og han forestiller sig, at der i hver by kan bo cirka 1000 flygtninge.

- Vi forsøger at gøre en indsats, men nu løber kanterne over. Og jeg kan ikke forstå, at der skal så meget til før politikerne reagerer - jeg ved godt, at murene er tykke på Christiansborg - men hvorfor tager de ikke ud og ser på forholdene?

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.