Borgmester erkender: Vi er strikse over for kontanthjælpsmodtagere
Kerteminde undtager kun få kontanthjælpsmodtagere fra 225-timers-reglen. Andre undtager over 80 procent.
Den enkelte kommune kan undtage kontanthjælpsmodtagere fra reglen, hvis den vurderer, at vedkommendes arbejdsevne er meget begrænset.
Den enkelte kommune kan undtage kontanthjælpsmodtagere fra reglen, hvis den vurderer, at vedkommendes arbejdsevne er meget begrænset. Foto: Scanpix/arkiv


Der er stor forskel på, hvor mange kontanthjælpsmodtagere der bliver undtaget fra 225-timers-reglen i de enkelte kommuner.

Kerteminde Kommune er blandt de mest strikse. Her bliver mindre end 20 procent undtaget, mens der andre steder undtages mere end 80 procent.

Og de nye regler lægger i for høj grad op til, at kommunerne selv skal vurdere, hvordan de vil administrere dem, mener Kertemindes borgmester Hans Luunbjerg (V).

- Det er ikke kun på det her felt. Det er desværre et mere generelt billede i den lovgivning, vi bliver præsenteret for, og som vi skal administrere. Det ville være betydeligt lettere at administrere, hvis lovgivningen var mere lige til.

- Så var der ikke samme mulighed for, at to forskellige kommuner kunne administrere på to forskellige måder, siger han.

225-timers-reglen er en del af en større jobreform. Reglen indebærer, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde minimum 225 timer om året for at undgå, at deres ydelse bliver sat ned.

Den enkelte kommune kan undtage kontanthjælpsmodtagere fra reglen, hvis den vurderer, at vedkommendes arbejdsevne er meget begrænset.

Kerteminde Kommunes linje når det gælder undtagelser fra 225-timers-reglen er helt bevidst, understreger Hans Luunbjerg.

- Vi har besluttet, at der skal særdeles vægtige argumenter til, hvis vi skal dispensere fra de generelle regler. Vi tager en individuel vurdering, og der er vi forholdsvis strikse, siger han.

Han mener, at de mange forskellige tolkninger giver problemer for en kommune som Kerteminde, hvor man følger en striks linje i tolkningen af reglen.

- Borgerne ved jo godt, at der er forskelle. Det skaber noget usikkerhed hos de medarbejdere, der skal administrere det. Hvis lovgivningen nu var helt nagelfast, så kunne man ikke på samme måde spille kommunerne ud mod hinanden, siger borgmesteren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.