Peter Rosenmeier sikrede sig søndag en plads i bordtennisfinalen ved de paralympiske lege i Rio.
Dermed har han garanti for Danmarks første medalje ved para-OL.
I semifinalen var han oppe mod Park Hong-Kyu fra Sydkorea, som han besejrede med 3-1 i sæt.
Danskeren fik en skidt start og kom bagud 0-4 i første sæt, men derfra så han sig ikke tilbage, kom på 8-5 og vandt sættet 11-9.
Andet sæt vandt han med 11-4 på blot fem minutter.
Tredje sæt startede godt for Peter Rosenmeier, som kom på 5-3. Men derfra blev hans spil en smule nervøst, og Park Hong-Kyu vandt fem point i streg. Nede 5-8 forsøgte danskeren et nyt stort comeback, men uden held.
I fjerde sæt bevarede sydkoreaneren teten og kom på 5-2, før danskeren fik fat.
Udligningen til 5-5 blev sat ind med et skarpt forhåndssmash, som lige netop sneg sig over netkanten. Peter Rosenmeier fortsatte til 10-6 - og på første matchbold afgjorde han dysten med et smash, som han skruede uden om nettet og ind på bordet. Utageligt for Park Hong-Kyu.
I finalen søndag aften venter spanieren Alvaro Valera Munoz Vargas.
Peter Rosenmeier har ben- og armdefekt og stiller op i den såkaldte klasse 6.
/ritzau/