Boom i nye friskoler: Mange erstatter lukkede folkeskoler
23 nye friskoler menes at være klar til at åbne i år. 11 af dem erstatter en lukket folkeskole.
Det højeste antal friskoler i mange år ventes at åbne efter sommerferien. Mange åbner ind til klasseværelserne, efter at den gamle folkeskole er blevet lukket.
Det højeste antal friskoler i mange år ventes at åbne efter sommerferien. Mange åbner ind til klasseværelserne, efter at den gamle folkeskole er blevet lukket. Foto: Colourbox/free


Tre nye skoler åbner i Hjørring Kommune efter sommerferien. Det er friskoler, som erstatter tre af de fire folkeskoler i kommunen, som lukker denne sommer.

Dermed er den nordjyske kommune det klareste eksempel på det boom i antallet af nye friskoler, som er på vej, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

30 friskoleinitiativer har indbetalt anden rate af det depositum, der kræves for at få lov til at åbne en friskole. Af dem har 23 skoleinitiativer anmeldt en adresse til ministeriet, hvilket anses som et tegn på, at skolen faktisk også vil åbne i år.

Det er det højeste antal i mange år. Sidste år åbnede 13 skoler, der er medlem af Dansk Friskoleforening, og da bølgen af lukkede folkeskoler i 2012 var på sit højeste, åbnede 16 nye friskoler.

11 af de 23 nye skoler, der er på vej i år, erstatter en lukket folkeskole.

En af dem ligger i landsbyen Hundelev sydvest for Hjørring, hvor centralskolen om få dage lukker for altid.

Til august vil 45-50 børn fra 0. til 6. klasse alligevel gå i skole i byen, da en kreds af lokale har stiftet et selskab, som har købt skolebygningerne af Hjørring Kommune og oprettet en friskole.

Ifølge Susan Ohrt, der er formand for skolens bestyrelse, har man samlet 280.000 kroner ind i byen til skolen.

- Vi har et stærkt sammenhold i byen, og mange har interesse i, at vi fortsat har en skole. Uden en skole bliver det svært at få børnefamilier til at flytte hertil, og så ender vi som en pensionistby, siger hun til avisen.

Susan Ohrt forklarer, at det har været svært at lokke familier til byen, fordi skolen var i fare for at lukke.

- Siden kommunen for tre år siden første gang talte om at lukke skolen, har meget stået stille. Derfor er vi glade for, at vi nu fik en afklaring, og at vi kan komme i gang med friskolen, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.