Bonnichsen: Konkrete trusler må være årsag til hævet beredskab
Der må være en direkte årsag til, at Rigspolitiet nu har hævet beredskabet, vurderer tidligere PET-chef.
Københavns Hovedbanegård. Rigspolitiet har valgt at hæve det nuværende beredskab fra "forhøjet beredskab" til "markant forhøjet beredskab". Det sker som følge af den nuværende uafklarede situation i en række europæiske lande, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Københavns Hovedbanegård. Rigspolitiet har valgt at hæve det nuværende beredskab fra "forhøjet beredskab" til "markant forhøjet beredskab". Det sker som følge af den nuværende uafklarede situation i en række europæiske lande, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse. Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO


Rigspolitiet har valgt at hæve politiets nuværende beredskab fra "forhøjet beredskab" til "markant forhøjet beredskab". Og det må der være en direkte årsag til.

Det vurderer tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen, som dog understreger, at han ikke kender til det nuværende efterretningsbillede i Danmark.

- Det er ikke unaturligt, at der bliver iværksat nogle foranstaltninger på grund af situationen i Paris, truslen i Hannover i går og alt det andet, der sker rundt i Europa.

- Men derudover må der være en direkte årsag til, at man nu vælger at hæve beredskabet. Det kan vælte ind med trusler, som politiet ikke bare kan smide i papirkurven.

Hans Jørgen Bonnichsen kalder det sjældent, at beredskabet bliver hævet til det næsthøjeste niveau. Men det handler i høj grad også om at skabe tryghed for danskerne, siger han.

- Ved at hæve beredskabet, gør man politiet mere synligt, og det kan skabe tryghed for danskerne, selvom det selvfølgelig også kan få den modsatte effekt, når politi udstyret med maskinpistoler ses i gadebilledet.

Umiddelbart vil det dog ikke være noget, danskerne kommer til at mærke så meget til i hverdagen.

- Det bliver særligt i situationer, hvor mange mennesker er samlet, at danskerne vil opleve, at der er mere politi.

Selv skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse mandag morgen, at forøgelsen af beredskabsniveauet sker som følge af den nuværende uafklarede situation i en række europæiske lande.

Men at PET ikke har ændret vurderingen af terrortruslen mod Danmark, der fortsat vurderes som alvorlig.

- At politiet går op i beredskab har alene betydning for paratheden i politiet, og der er ikke tale om, at borgerne vil mærke nogen forandring i det daglige, skriver de.

- Det forøgede beredskab medfører blandt andet, at alle landets politikredse sætter deres lokale beredskabsstabe i stabsberedskab, så de er klar til at kunne træde sammen med kort varsel.

- De lokale beredskabsstabe har til formål at koordinere myndighedernes indsats i tilfælde af større beredskabshændelser, understreger Rigspolitiet i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.