Bondo: Tror vi lykkes med overenskomst
Hvis KL er villige til forhandlinger, så tyder det ikke på en ny lærerkonflikt, siger lærerformand.
Hvis KL er villig til forhandling, så er en ny lærerkonflikt ikke lige om hjørnet, lyder det fra Anders Bondo Christensen.
Hvis KL er villig til forhandling, så er en ny lærerkonflikt ikke lige om hjørnet, lyder det fra Anders Bondo Christensen. Foto: Colourbox/free


En ny konflikt står ikke lige for døren, når lærerne og KL skal forhandle en ny overenskomst på plads for landets folkeskolelærere.

Det siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Ritzau, selv om han over for Politiken har luftet risikoen for en ny lærerkonflikt.

- Jeg er aldrig gået ind til forhandlinger med en indstilling om, at det skal ende i en konflikt. Jeg kommer med en meget klar forventning om, at vi indgår i reelle drøftelser om at finde en løsning. Jeg tror på, at vi lykkes med det her.

- Men når jeg bliver spurgt, om der er en risiko for at ende i en konflikt, jamen så må jeg svare, at der er en risiko, hvis man ikke er villig til at forhandle om de problemer, der er i folkeskolen, siger Anders Bondo Christensen.

Lærerne blev i foråret 2013 lockoutet af KL. Det førte til det lovindgreb, som lærernes arbejde i øjeblikket er indrettet efter.

Sideløbende med den nye folkeskolereform har lærerne fået mindre forberedelsestid og flere undervisningstimer. Det er ifølge lærerformanden årsagen til et stærkt stigende sygefravær blandt lærerne.

Og netop derfor bliver arbejdstidsreglerne en afgørende knast i forhandlingerne.

- Jeg vil aldrig gå ind til forhandlinger med ultimative krav, men arbejdstidsreglerne er den helt afgørende problemstilling.

- KL kan ikke kompensere ved at give os mere løn. Man undgår jo ikke at blive syg, bare fordi man får noget mere i løn, siger Anders Bondo Christensen.

Han forventer også, at KL kommer med en helt anden indstilling end for to år siden, hvor der ifølge Bondo aldrig var reelle forhandlinger mellem parterne.

Det skyldes blandt andet, at både KL og regeringen har indset, at der i øjeblikket er store udfordringer for folkeskolen.

- Hvis vi ikke løser det her, så får vi aldrig den folkeskolereform, som der bliver talt så meget om. Lærerne skal have mulighed for at levere den undervisning, som skal løfte eleverne fagligt, siger Anders Bondo Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.