Bonderøven afslører nyt partnerskab
Frank Erichsen fra tv-programmet 'Bonderøven' lancerer nyt samarbejde med en af Danmarks sjoveste mænd.
Bonderøven kaster sig nu ud i nye projekter. 
Bonderøven kaster sig nu ud i nye projekter.  FOTO: Scanpix


Den 32-årige Frank Erichsen har købt en landejendom tæt på Kastaniegården på Djursland, hvor han lever med sin familie, konen Theresa Jessing og børnene Johan og Alma.

På den nye gård har Bonderøven tænkt sig at udleve en gammel drøm, skriver BT i dagens avis.

Han skal undervise i bæredygtighed og selvforsyning, og det skal han gøre med ingen ringere end komikeren og radiovært Simon Jul.

Faktisk købte Bonderøven gården allerede tilbage i 2013, men det er først nu, at den for alvor skal i brug. Det sker, når han åbner op for et højskole-lignende projekt, hvor der skal undervises i bæredygtighed på kortere og længere kurser.

Drømmen har Bonderøven haft længe, men det kom først for alvor i gang, da han mødte Simon Jul:

- Vi har begge to en lidt alternativ tilgang til det med uddannelse, og vi vil gerne gøre noget for nogle unge mennesker, der søger fodfæste inden for det her felt med bæredygtighed og selvforsyning, siger Bonderøven blandt andet om samarbejdet.

Konen skal også være med

Bonderøven fortæller, at han mødte Simon Jul på Folkemødet i 2014, og at de to på mange måder ligner hinanden.

De kaster sig ud i tingene, og det var oplagt for dem at lave noget sammen, fordi Simon Jul og han er gode for hinanden. Bonderøven er god til håndværk, og Simon Jul er god i et køkken. 

Makkerparret har været i gang med at sætte den gamle gård i stand i et godt stykke tid, og har indtil nu fået lavet et flot undervisningskøkken. 

Bonderøven ved endnu ikke, om der også skal laves tv fra det nye projekt, men helt alene om projektet bliver makkerparret ikke, for mon ikke Bonderøvens familie også kommer til at hjælpe til:

- Therese er i forvejen involveret i næsten alt, jeg laver, så mon ikke hun bliver en naturlig del af det her, siger han. 

Komiker Simon Jul danner i et nyt samarbejde makkerpar med Bonderøven, FOTO: Scanpix.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.