Bombetrussel mod juletrafikken: Ingen tog over Fyn
Kaos i juletrafikken på grund af en bombetrussel. Trussel blev modtaget på en sms, siger politiet
En bombetrussel har stoppet alle toge til og fra Odense fredag eftermiddag.
En bombetrussel har stoppet alle toge til og fra Odense fredag eftermiddag. Foto: JESPER MORTENSEN/POLFOTO


En bombetrussel betyder, at DSB har indstillet al togtrafik til og fra Odense fredag eftermiddag.

Det er politiet, der har bedt DSB om at stoppe alle tog.

Angiveligt er truslen rettet mod banegården i Odense, men hos DSB kender man ikke til de nærmere omstændigheder.

Umiddelbart får det konsekvenser for de mange julerejsende mellem landsdelene. Foreløbig indsættes der et stort antal busser mellem Fredericia og Nyborg, oplyser DSB.

Truslen er tilsyneladende modtaget omkring klokken 15. Den kom i en sms.

Ved 17-tiden oplyser politiet, at man med bombehunde er ved at gennemsøge banegårdscentret.

- Folk skal holde sig væk, lyder det fra vagtchef Mie Brøchner ved Fyns Politi.

Nærliggende bygninger er blevet evakueret i en radius af 200 meter, lyder det fra politiet.

Strandede passagerer kan opholde sig hos Borgerservice på Skulkenborg.

Flere gange har bombetrusler generet togrejsende, studerende på uddannelsesinstitutioner og andre.

Den normale straf er omkring 30 dages betinget fængsel og i nogle tilfælde samfundstjeneste.

I august blev en 30-årig mand af Retten i Odense idømt ubetinget fængsel i fire måneder. Han havde truet jobcentret i Vindegade, hvilket medførte evakuering af flere bygninger og en afspærring af det centrale Odense i flere timer.

At straffen i den sag blev forholdsvis hård sammenlignet med andre tilfælde skyldes mandens fortid. Han er nemlig flere gange tidligere dømt for trusler - og i øvrigt inkluderede de fire måneder en tidligere betinget dom på 70 dage.

Anklagemyndigheden har lovet, at man vil arbejde for hårdere straffe i trusselssager, hvor et stort antal mennesker har været generet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.