Bombetrusler på mail strømmer ind over hele landet
Blandt andet indkøbscentre og lufthavne er mål for bombetrusler. Samme afsender står tilsyneladende bag.


Mandag eftermiddag strømmede det ind med mails, der indeholdt bombetrusler mod et sygehus samt lufthavne og indkøbscentre over hele landet.

De mange mails er enslydende og har samme afsender, oplyser politiet.

To lufthavne og to indkøbscentre er blevet evakueret i forbindelse med truslerne.

De første trusler ramte Roskilde Lufthavn i Tune samt indkøbscentrene Ro's Torv i Roskilde og Vestsjællandscentret i Slagelse. Politiet valgte at evakuere alle tre steder.

Senere på eftermiddagen kom også en bombetrussel mod Tirstrup Lufthavn på Djursland, som også blev evakueret.

Også Københavns Politi har modtaget bombetrusler mod flere lokaliteter, men har valgt ikke at evakuere de pågældende steder.

- Der er mailet flere bombetrusler mod flere lokaliteter, og de kommer fra samme afsender. Vi har vurderet dem og tager dem ikke alvorligt, siger den centrale vagtleder hos Københavns Politi til TV2 Lorry.

Fyns Politi oplyser, at der også er fremsat bombetrussel mod Odense Universitetshospital. Her har politiet dog på linje med kollegerne i København valgt ikke at evakuere sygehuset.

- Da mailen kommer fra samme afsender som de øvrige mails, og de er meget enslydende, har vi besluttet ikke at evakuere. Det ville i øvrigt være en helt uoverkommelig opgave, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi til Ritzau.

Efterforskningen af de mange bombetrusler blev ud på eftermiddagen lagt hos Midt- og Vestsjællands Politi. Det betyder dog ikke, at politiet mener, at gerningsmanden skal findes i denne politikreds.

- Det er mest praktisk, at en kreds koordinerer efterforskningen, så vi ikke jokker hælene af hinanden, siger vagtchef Carsten Andersen.

- Og da vi modtog de første trusler, er det os, der kommer til at koordinere efterforskningen, fortsætter han.

Den, der fremsætter sådanne trusler, står til ubetinget fængsel.

Sidste år besluttede Højesteret i en konkret sag, at straffen for bombetrusler generelt bør sættes op.

Udgangspunktet er tre måneders fængsel, hvis en trussel har skabt utryghed hos et større antal personer, hvis politi og andre myndigheder har været i sving, og hvis der er sket en "samfundsmæssig forstyrrelse."

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.