En eksplosion har rystet New York og ført til opdagelsen af en mistænkelig genstand. En gennemsøgning af det område på Manhattan i New York, som lørdag aften blev rystet af en eksplosion, resulterede i fundet af en mistænkelig genstand - en trykkoger forbundet med ledninger til en mindre genstand, der ligner en mobiltelefon, indbundet i gaffertape.
Eksplosionen, der sårede 29 personer, var formentlig forårsaget af en sprængladning og tilsyneladende en bevidst handling, lyder det fra myndighederne, som derfor ikke tog nogen chancer med den mistænkelige trykkoger:
- Den mistænkelige genstand på West 27th Street i Chelsea er blevet sikkert fjernet af bomberyddere fra NYPD, oplyser New Yorks politi på Twitter lørdag formiddag dansk tid. Billeder på den amerikanske tv-station CNN viser trykkogeren, der er rullet ind i sølvgråt gaffertape og har en sort ledning stikkende ud. En lille sort, firkantet genstand, der ifølge flere medier ligner en mobiltelefon, er forbundet til trykkogeren med ledningen.