Bomber fra koalitionen har dræbt fire syriske soldater
Formentlig for første gang har bomber fra den internationale koalition kostet syriske styrker livet.
Franske Rafale-kampfly er på vej på mission i Syrien, hvor Frankrig har optrappet angrebene, mens Storbritannien også har sendt kampfly på vingerne.
Franske Rafale-kampfly er på vej på mission i Syrien, hvor Frankrig har optrappet angrebene, mens Storbritannien også har sendt kampfly på vingerne. Foto: /AP


Et luftangreb, som den USA-ledede koalition har udført, har kostet mindst fire syriske soldater livet i Deir al Zor-provinsen, som Islamisk Stat kontrollerer.

Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheders informationer skulle det være den internationale koalition, som står bag.

Det er første gang, at koalitionens bomber rammer syriske styrker, siden den internationale koalition begyndte at bombe den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat i Irak og Syrien.

- Regimets styrker er aldrig tidligere blevet ramt af angreb fra den internationale koalition, som rettede angrebene mod jihadistiske baser og olietankere i Deir al Zor, siger Rami Abdel Rahman, som leder overvågningsgruppen.

En kilde tæt på den syriske regering bekræfter angrebene og siger, at det har kostet menneskeliv, og at køretøjer blev ramt.

Angrebet har fundet sted inden for de seneste 24 timer, lyder det.

Observatoriet, som følger krigen fra Storbritannien, siger, at angrebet ramte militærlejren Saeqa tæt på byen Ayyash i den vestlige Deir al Zor-provins og sårede 13 fra militærpersonalet.

Den internationale koalition har rettet sine angreb mod Islamisk Stat, som kontrollerer størstedelen af Deir al Zor, herunder hovedstaden i provinsen, og har jævnligt rettet sigtekornet mod bevægelsen i den østlige provins.

Deir al Zor-provinsen knytter Islamisk Stats de facto hovedstad i Raqqa til områder, som gruppen kontrollerer i Irak, samt dens oliefelter, der er en stor indtægtskilde for gruppen.

Syrien har fordømt den internationale koalitions angreb som "åbenlys aggression" og siger, at fire kampfly målrettet angreb basen med ni raketter.

En kvart million mennesker har mistet livet under borgerkrigen, som brød ud i Syrien i 2011.

Danmark er en del af koalitionens angreb i Irak, men ikke i Syrien, hvor præsident Bashar al-Assad offentligt har fordømt bombetogterne.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.