Bombeangreb sender egyptisk statsanklager på hospitalet
Egyptens øverste anklager, Hisham Barakat, er kørt på hospitalet, og er ifølge politiet ikke alvorligt såret.


Den egyptiske statsanklager er mandag formiddag blevet såret i et bombeangreb i hovedstaden Kairo, da han blev kørt i eskorte gennem en forstad.

Det oplyser egyptisk politi ifølge AFP.

En politiofficer siger til det franske nyhedsbureau, at landets øverste anklager, Hisham Barakat, og hans vagter er kørt på hospitalet.

Statsanklageren er ikke livstruende såret, og en politikilde fortæller, at Hisham Barakat blev ramt af glassplinter ved eksplosionen.

Den egyptiske avis al-Masry al-Youm omtaler bomben som hjemmelavet. Angrebet er ifølge avisen sket ved militærakademiet i Kairo-forstaden Heliopolis.

Bombeangrebet sker efter en opfordring fra Islamisk Stats egyptiske gren om at angribe retsvæsnet. Opfordringen kommer som følge af, at seks militante er blevet henrettet.

I maj skød og dræbte militante islamister to dommere og en anklager på Sinai-halvøen.

Barakat er en yderst forhadt mand i islamistiske miljøer, da han har åbnet sager mod tusindvis af islamister, efter militæret væltede præsident Mohamed Mursi fra magten 3. juli 2013. Hundredvis er allerede dømt til døden.

Siden har styret i Egypten knust Det Muslimske Broderskab og stemplet bevægelsen som en ulovlig terrororganisation.

Det Muslimske Broderskab vandt det første demokratiske valg i Egypten efter revolutionen i 2011.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.