Bombeangreb i og omkring Aleppo koster 51 civile livet
Både børn og voksne er lørdag blevet dræbt i Syrien efter en række angreb fra luften, meddeler organisation.
Et billede fra en aktivistgruppe, der er imod det syriske styre, har offentliggjort billeder, der angiveligt viser ødelæggelser efter et bombeangreb i Syrien i slutningen af juli. Lørdag har bomber igen ramt storbyen, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Et billede fra en aktivistgruppe, der er imod det syriske styre, har offentliggjort billeder, der angiveligt viser ødelæggelser efter et bombeangreb i Syrien i slutningen af juli. Lørdag har bomber igen ramt storbyen, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Foto: Uncredited/AP


Mindst 51 civile syrere har lørdag mistet livet i flere bombeangreb i og omkring Aleppo.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer organisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder for oplysningerne.

Blandt de dræbte er angiveligt mindst fire børn.

Ifølge organisationen blev 15 mennesker dræbt i et oprørskontrolleret område i den østlige del af Aleppo, da syriske fly smed bomber over området.

Yderligere ni mennesker mistede livet i byens vestlige del, hvor den syriske regering har kontrollen.

En række luftangreb fra syriske og russiske kampfly kostede samtidig 27 mennesker livet i flere mindre byer i Aleppo-provinsens vestlige egn.

Det anslås ifølge AFP, at omkring 1,5 millioner mennesker bor i den krigshærgede by. 250.000 af dem opholder sig i de oprørskontrollerede dele. Ifølge FN er to millioner mennesker i fare, inklusive op mod 275.000 mennesker i det østlige Aleppo.

Byen var engang Syriens økonomiske hovedstad prydet af rig arkitektur og arkæologisk arv. I dag er det meste af byen ødelagt eller plyndret efter mere end fem års krig.

Rusland meddelte i denne uge, at der vil blive indført en våbenhvile i Aleppo, så humanitære nødhjælpskonvojer kan køre ind i byen.

FN's nødhjælpschef, Stephen O'Brien, har dog sagt, at der er brug for en våbenhvile på 48 timer i kampene, hvis alle humanitære behov i den syriske storby skal tilgodeses.

FN har derfor opfordret til en våbenhvile eller en "humanitær pause" på ugentligt 48 timer for at kunne hjælpe dem i nød.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.