Bombe under pakistansk volleyballkamp koster fire liv
En bombe var gravet ned ved sportsanlæg, og den kraftige eksplosion kostede fire mennesker livet.


En bombe mod shiitter i forbindelse med en pakistansk volleyballkamp har kostet fire personer livet, mens otte andre er såret.

Den kraftige eksplosion ramte Hussaini-anlægget, som ejes af et shiitisk lokalsamfund i byen Kalaya i klandistriktet Orakzai.

- Otte personer er såret efter eksplosionen, og to af dem er i kritisk tilstand, siger en lokal embedsmand Khaista Akbar til nyhedsbureauet AFP.

Bomben var angiveligt gravet ned ved sportsanlægget, da den eksploderede.

Ingen har taget skylden for angrebet. Militante med forbindelse til Taliban og al-Qaeda har tidligere rettet angreb mod shiitter i området.

Tidligt søndag kastede en amerikansk drone en bombe mod en Talibanleder i et angreb, der dræbte seks af gruppens krigere i Waziristan.

Pakistanske sikkerhedsstyrker har intensiveret deres angreb mod Taliban efter gruppens voldsomme angreb på en militærdrevet skole 16. december sidste år, da 150 mennesker blev dræbt, heraf 134 børn.

Landet har siden genindført dødsstraf, og premierminister Nawaz Sharif har meddelt, at Pakistan vil oprette militærdomstole til at dømme i sådanne sager.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.