Bombe mod guvernørs kontor i Tyrkiet sårer flere
Bombe gik af nær syrisk grænse, og guvernør er blandt de sårede, lyder rapporter.


En eksplosion ryster en bygning i provinsen Mardin i det sydøstlige Tyrkiet, hvor den lokale distriktsguvernør har sine kontorer. Guvernøren er blandt de sårede.

Avisens Hürriyets hjemmeside skriver, at eksplosionen skete i distriktet Derik. Det var en bombe, der detonerede.

Nyhedsbureauet Ihlas kan fortælle, at bombeeksplosionen var et raketangreb. Det er militante elementer fra det kurdiske Arbejderparti (PKK), der står bag, hed det.

TV-selskabet NTV rapporterer, at et endnu ukendt antal mennesker er såret, og distriktsguvernøren er kommet lettere til skade.

Mardin er en overvejende kurdisk provins, der grænser op til Syrien.

I 1994 indledte den kurdiske undergrundsorganisation PKK et oprør i Tyrkiet, som har kostet 40.000 mennesker livet.

En våbenhvile, som PKK erklærede i 2013, faldt sammen i 2015.

Siden er flere tusinde PKK-medlemmer, tyrkiske soldater og civile dræbt under nye kampe i det sydøstlige Tyrkiet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.