Bombe med 213 døde i Bagdad er en af de værste til dato
Dødstallet efter et angreb i Bagdad er steget markant halvandet døgn senere, oplyser embedsmænd.
Et selvmordsangreb søndag under ramadanen i Bagdad er et af de dødeligste til dato i landet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Et selvmordsangreb søndag under ramadanen i Bagdad er et af de dødeligste til dato i landet ifølge nyhedsbureauet AFP. Foto: Anmar Khalil/AP


Et bombeangreb natten til søndag i den irakiske hovedstad, Bagdad, har kostet mindst 213 mennesker livet, meddeler embedsmænd i landet ifølge AFP.

Dermed er der tale om et af de dødeligste enkeltangreb i Irak til dato, skriver det franske nyhedsbureau.

Adskillige andre blev såret i eksplosionen, som Islamisk Stat (IS) har taget skylden for, skriver BBC.

Bomben sprang i et travlt shopping- og restaurantkvarter i bydelen Karrada, hvor irakere handlede før afslutningen på ramadanen tirsdag.

Der skulle ifølge Iraks indenrigsminister være tale om en bombe placeret i en lastbil foran en restaurant.

Ud over de mange dræbte er bygninger svært beskadigede og delvist styrtet sammen.

Husein Ali, en tidligere soldat, fortæller AFP, at seks ansatte i hans families butik er dræbt ved angrebet. Deres lig er så forbrændte, at de ikke kan identificeres.

- Jeg vil tilbage og føre kamp. Der kender jeg i det mindste fjenden, så jeg kan bekæmpe ham. Men her ved jeg ikke, hvem jeg kæmper imod, siger han.

Islamisk Stat sagde tidligere, at bomben i Karrada var en selvmordsaktion rettet mod shiamuslimer i den irakiske hovedstad.

Den militante gruppe har gennemført en stribe dødelige bombeangreb i Bagdad de seneste måneder. Ifølge BBC har der før søndagens angreb været tre større i maj og juni med samlet lige under 200 dræbte.

Bagdad er et af de områder af Irak, som Islamisk Stat ikke fik kontrol over, da jihadister fra den ekstremistiske gruppe i 2014 tog kontrol med store dele af Irak og Syrien.

Siden har IS mistet nogle af de områder, gruppen dengang vandt. Det drejer sig blandt andet om byen Falluja vest for Bagdad, som de irakiske sikkerhedsstyrker indtog for en uge siden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.