Bombe i Kairo sårer mindst 29
Bomben kunne høres over store del af den egyptiske hovedstad og efterlod en udbrændt bil og et krater.


En bilbombe er eksploderet nær en politibygning og en domstolsbygning i en forstad til Kairo, og mindst 29 er såret, oplyser Egyptens statslige tv.

Sikkerhedsfolk, som undersøgte gerningsstedet i forstaden Shubra al-Khaima, oplyser, at bomben har efterladt en udbrændt bil og et krater.

Kommentarerne på Twitter fortæller, at bomben kunne høres over store dele af Kairo.

Militante islamister, der holder til i Sinai, og som støtter Islamisk Stat, har tidligere taget skylden for de stadig hyppigere angreb på egyptiske politifolk og soldater.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.