Bombe dræber mindst 22 ved kurdisk bryllup i Syrien
Tre selvmordsbombere slog mandag til i Syrien. Blandt de mange dræbte er en brudgom, der kæmpede mod IS.
En kvinde, der blev såret under selvmordsangrebet, ankommer her til hospitalet i byen Hasaka på en båre.
En kvinde, der blev såret under selvmordsangrebet, ankommer her til hospitalet i byen Hasaka på en båre. Foto: Delil Souleiman/AFP


Mindst 22 deltagere ved en kurdisk bryllupsfest Syrien blev mandag dræbt af en selvmordsbomber.

Angrebet fandt sted ved byen Hasaka i den nordøstlige del af landet.

Det oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder ifølge AFP og Reuters.

Snesevis af sårede blev hastet til byens hospitaler, der appellerede til bloddonorer om at henvende sig.

Ifølge statslige medier i Syrien er dødstallet steget til mindst 30.

Blandt de omkomne var brudgommen, lyder det fra observatørgruppen, der gennem et netværk af kilder og kontakter i Syrien informerer om borgerkrigen fra et kontor i England.

- En selvmordsbomber sprængte sig selv i luften inde i en bygning under et bryllup for et medlem af Syriens Demokratiske Styrker, siger Rami Abdulrahman, leder af observatørgruppen.

Syriens Demokratiske Styrker omfatter den magtfulde kurdiske YPG-milits og arabiske krigere.

Oprørsgruppen støttes i sin kamp mod den militante bevægelse Islamisk Stat i den nordlige del af Syrien af den amerikanskledede koalition i landet.

Nyhedsbureauet Amaq, der er tæt forbundet med Islamisk Stat, meddelte, at en selvmordsbomber med en bombevest og våben havde udført et angreb mod kurdiske YPG-krigere, der var samlet i udkanten Hasaka.

Om der er tale om angrebet ved bryllupsfesten er uklart.

Reuters nævner, at der er rygter om, at en kvinde stod bag selvmordsangrebet.

Tidligere mandag dræbte to selvmordsbombere flere personer i byen Hama, som kontrolleres af syriske regeringsstyrker.

Krigere fra Islamisk Stat er blevet fortrængt fra det meste af Hasaka-provinsen, men gruppen foretager jævnligt nålestiksoperationer mod kurdiske styrker. USA anser kurderne for sin vigtigste allierede i kampen mod militante grupper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.