Bologna hylder Harald Nielsen: En af de mest værdifulde
Bologna hylder Harald Nielsen, der spillede en stor rolle, da klubben vandt sit seneste mesterskab i 1964.
Bolognas Harald Nielsen scorer her i en kamp mod Juventus.
Bolognas Harald Nielsen scorer her i en kamp mod Juventus. Foto: ERIK PETERSEN/ANSA


Italienske fodboldklubber er blandt andet kendt for at hylde og huske sine legender. Det er også tilfældet med Harald Nielsen, der tirsdag døde efter længere tids sygdom.

Harald Nielsen havde sin storhedstid i klubben Bologna, hvor han to sæsoner i træk - i 1963 og 1964 - blev topscorer i Serie A og i 1964 var med til at vinde det italienske mesterskab.

Det har man ikke glemt i klubben.

- Bologna og fodboldverdenen har mistet en af de mest historiske repræsentanter. Harald Nielsen er en af de mest værdifulde udlændinge, der har optrådt for rossoblù (Bologna, red.), skriver klubben på sin hjemmeside.

Klubben kalder Harald Nielsen en dødsensfarlig og robust angriber.

- Han scorede mål på samlebånd og kunne score på alle måder. Han var en autentisk opportunist, der dannede et fantastisk makkerpar med Ezio Pascutto, lyder det i Bolognas hyldest.

Da Harald Nielsen var med til at vinde det italienske mesterskab, var det Bolognas syvende mesterskab. Det står stadig som det sidste i rækken.

Nielsen nåede også at repræsentere Inter, Napoli og Sampdoria, men slet ikke med samme succes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.