Op mod 50 medarbejdere er netop blevet fritstillet i det store boligudlejningsselskab Scandia Housing.
På et lukket møde har medarbejderne fået at vide, at de er fritstillet med 14 dages opsigelse.
Scandia Housing har angiveligt en tom pengekasse og direktør Peter Høyer er angiveligt umulig at komme i kontakt med. Det fortæller en kilde til Newspaq.
- Vi har netop været til møde. Alle ansatte er opsagt med 14 dages varsel. Direktøren er forsvundet og alle pengene er væk, fortæller kilden. Kilden ønsker af hensyn til sine fremtidige jobmuligheder og opsigelse i at være anonym.
Newspaq er bekendt med kildens ansættelsesforhold samt navn og adresse.
- På mødet blev det fortalt, at lejerne ikke kan få deres depositum tilbage, der er simpelthen ingen penge i kassen, fortæller kilden.
Newspaq har talt med en ansat i virksomheden. Hun ønsker ikke at udtale sig, men henviser til Peter Høyer, der trods utallige opkald ikke tager telefonen.
En rundringning til ledelsen i Scandia Housing giver heller ikke resultat. Alle opkald går på telefonsvarer. Bestyrelsesformand i selskabet Christian Dam-Bertelsen er heller ikke at træffe.
På Scandia Housings Facebook-side klager flere personer over, at de ikke får deres penge og ikke kan komme i kontakt med selskabet.
Scandia Housing udlejer lejligheder i blandt andet København og Aarhus. Det gør de blandt andet ved at udleje privates lejligheder og derefter udbetale lejen til dem.