Boligsalget bliver historisk højt i år
70.000 danskere får solgt bolig i år, viser en prognose fra ejendomsmæglerkæden Home.
Boligsalget har flyttet sig markant og ender med over 20 procent flere bolighandler i 2015, lyder prognosen fra ejendomsmæglerkæden Home på basis af egne handler og tal fra Danmarks Statistik.
Boligsalget har flyttet sig markant og ender med over 20 procent flere bolighandler i 2015, lyder prognosen fra ejendomsmæglerkæden Home på basis af egne handler og tal fra Danmarks Statistik. Foto: colourbox/free


Efter mange år med et sløvt boligmarked, ser det ud til, at 2015 bliver et historisk godt år for boligsalget.

Det viser i hvert fald en prognose, som Home har lavet på basis af deres egne handler og tal fra Danmarks Statistik.

Prognosen viser den største stigning i boligsalget siden 1992, hvor statistikken går tilbage til. Her var antallet af handler 67.865, mens 2015 formentlig ender med, at 70.216 danskere får solgt deres bolig, viser tallene fra ejendomsmæglerkæden.

Sidste år var tallet 58.400 almindelige frie handler, som vil sige salg via en ejendomsmægler, fra en anden professionel udbyder eller direkte mellem privatpersoner, viser tal fra Danmarks Statistik.

En fremgang på cirka 12.000 bolighandler svarer til et salgshop på 20 procent. Det er den største fremgang både målt i styk og procent, der er set i mindst 24 år, konkluderer Home.

- 2015 er blevet et historisk vækstår på boligmarkedet. Vores beregning viser, at boligmarkedet sandsynligvis kommer over 70.000 handler i år, og så stor fremgang i handlerne er ikke set i mere end 24 år, siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.

- Og det bliver klart det bedste år, vi har set siden finanskrisens start i efteråret 2008, siger han.

Ifølge Home er det ejerlejlighederne, der har trukket salget mest frem i år.

- Det er et billede på, at lejlighederne er der, hvor bedringen på boligmarkedet satte først og stærkest ind, mens villaerne og senest sommerhusene i år er kommet efter det med nogen forsinkelse.

- Der er ingen tvivl om, at boligmarkedet på tværs af boligtyper og landsegne er i markant bedring i år, siger Mads Ellegaard.

Med hensyn til villasalget har nogle kommuner oplevet en kraftig vækst i antallet af bolighandler, mens salget fortsat halter i andre, men det går stadig fremad, påpeger Home.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.