Boligsag: Selvfølgelig skal Skat rette ind
Boligejere skal kunne regne med, at en myndighed retter ind, når den underkendes, mener Socialdemokraterne.
Boligejere skal kunne regne med, at en myndighed retter ind, når den underkendes, mener Socialdemokraterne.
Boligejere skal kunne regne med, at en myndighed retter ind, når den underkendes, mener Socialdemokraterne. Foto: Colourbox/free


Beskeden var helt klar, da den daværende skatteminister Morten Østergaard (R) sidste år forsikrede, at Skat ville rette sig efter ankeinstanser og sætte boligejeres grundværdier ned, når de var blevet underkendt.

Ikke desto mindre besluttede Skats direktion at nedprioritere netop disse sager, således at boligejerne fortsatte med at betale for meget i ejendomsskat.

Mens De Konservative kalder prioriteringen for "rystende" og mener, at Skat "tramper på borgerne", afviser Socialdemokraterne at forholde sig til fremgangsmåden.

- Det er nogle oplysninger, der er kommet frem i forbindelse med, at Ombudsmanden er gået ind i sagen. Vi lader Ombudsmanden passe sit arbejde i stedet for at gå ind og politisere i det, siger skatteordfører Astrid Krag til Ritzau.

Hun er dog tilfreds med, at Skats direktør i et interview med Politiken har lovet, at sagerne vil blive prioriteret højere.

- Det er helt afgørende for mig, at Skats direktør har været ude at sige, at der nu er afsat de ressourcer, der skal til, for at sagerne kan blive behandlet hurtigt.

- Det er klart, at når Skat bliver underkendt af en ankeinstans, så skal der selvfølgelig også følges op på det, siger Astrid Krag.

Ifølge skatteordfører Brian Mikkelsen (K) bør skatteminister Benny Engelbrecht (S) stå til ansvar for Skats fremgangsmåde, men ifølge Astrid Krag er det for tidligt overhovedet at tale om, at et ansvar skal placeres.

- Jeg vil afvente Ombudsmanden, inden jeg konkluderer noget. For mig er det afgørende, at Skats direktør har beklaget, gentager hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.