Boligpriserne tog endnu et nøk opad i marts
Boligpriserne fortsætter med at stige, viser tal fra Danmarks Statistik. Huse er blevet knap 10 procent dyrere
Tal for Danmarks Statistik viser, at enfamiliehuse steg 3,0 procent fra februar til marts, mens ejerlejligheder blev 2,3 procent dyrere.
Tal for Danmarks Statistik viser, at enfamiliehuse steg 3,0 procent fra februar til marts, mens ejerlejligheder blev 2,3 procent dyrere. Foto: /free


Det historisk lave renteniveau i begyndelsen af året ser ud til at have påvirket boligpriserne i opadgående retning.

Tal for Danmarks Statistik viser, at enfamiliehuse steg 3,0 procent fra februar til marts, mens ejerlejligheder blev 2,3 procent dyrere.

Sammenligner man første kvartal i år med samme periode sidste år, svarer prisstigningen på huse til 9,6 procent, mens tallet for lejligheder er 6,3 procent.

Og det er et meget kraftigt hop, konstaterer boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea.

- De prisstigninger, vi ser i øjeblikket, må betragtes som voldsomme. Vi skal helt tilbage til bobleårene for at se prisstigninger af en lignende størrelse. Det er tankevækkende og også en anelse bekymrende.

- Selv om vi efterhånden er blevet vant til, at lejlighedspriserne pisker op, er det alligevel en stigning, der er stor nok til at skrive sig ind i historiebøgerne over særligt glædelige perioder for boligejerne, siger hun.

Boligejerne er dog ikke de eneste, der kan glæde sig over dagens nøgletal på boligområdet, hvis man spørger Mira Lie Nielsen, der er økonom og chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

- Udviklingen på boligmarkedet betyder noget for alle danskere - også selvom det ikke er alle, som er boligejere.

- For når der handles et hus, så er der som regel også brug for håndværkere, flyttefolk og butikker, der kan hjælpe med nye ting til indretningen.

- Boligejerne bruger typisk mere end 200.000 kr. på istandsættelse, nyt køkken eller en ny sofa. Det gavner forbruget, og det gavner økonomien, siger hun.

Danmarks Statistik baserer sine tal på tinglyste handler, og dermed er der tale om den reelle salgspris. Det betyder dog også, at talmaterialet traditionelt kun omfatter 75 procent af de samlede handler.

Statistikken viser desuden, at ejerlejlighederne nu er oppe i samme prisniveau som i slutningen af 2006, da boligmarkedet så småt var begyndt på den nedtur, der kulminerede i begyndelsen af 2009.

Enfamiliehusene derimod har fortsat et stykke op til niveauet fra før boligkrisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.