Boligpriserne og antallet af ejendomshandler falder
Boligmarkedet haltede afsted hen over sommeren. Både salg af ejerligheder og enfamiliehuse går tilbage.
Boligpriserne faldt hen over sommeren. Det samme gjorde boligsalget.
Boligpriserne faldt hen over sommeren. Det samme gjorde boligsalget. Foto: Mathias Løvgreen/Scanpix


Der blev solgt færre enfamiliehuse og lejligheder denne sommer end sidste år.

Salget af enfamiliehuse er faldet 7,4 procent, mens faldet på salg af ejerlejligheder er faldet 6,1 procent, hvis man sammenligner med samme periode sidste år.

- Det er vigtigt at holde sig for øje, at 2015 var et helt vildt år, og at antallet af handler nogle steder i landet var højere, end man så det mange steder i årene før finanskrisen, siger boligøkonom hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

- Derfor er vi heller ikke bekymret for, at der kommer nogle måneder, hvor antallet af handler ikke stiger.

Også købsprisen på boligerne er faldet. Fra juli til august 2016 er prisen på enfamiliehuse på landsplan faldet med 1,6 procent, mens prisen på enfamiliehuse er faldet 0,4 procent.

- Lige præcis på ejerlejlighedsmarkedet, vil det være ganske sundt, at priserne stabiliserer sig, eller at stigningerne ikke bliver så store, som vi har set de seneste år.

Dagens tal kommer efter en årrække med generelt stigende boligpriser, og hvor antallet af handler for ejerligheder er gået fra 12.952 i 2012 til 20.008 i 2015.

- Vi mener ikke, at der er tale om en decideret boble, men vi tror, at de store stigninger i prisen på ejerlejligheder sker på grund af de store rentefald.

- Derfor vurderer vi også, at der vil kun ske et fald i prisen på ejerlejligheder, når renterne igen stiger, siger Lise Nytoft Bergmann.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.