Boligopsvinget har bredt sig til hele landet
Det er ikke kun i større byer, at boligpriserne rykker opad. Tal fra Realkreditrådet viser stigninger overalt.
Boligpriserne er steget i alle regioner hen over de seneste år, selv om antallet af handler faktisk er faldet sammenlignet med 2. kvartal 2015.
Boligpriserne er steget i alle regioner hen over de seneste år, selv om antallet af handler faktisk er faldet sammenlignet med 2. kvartal 2015. Foto: Mathias Løvgreen/Scanpix


Normalt plejer det at være boligejerne i Region Hovedstaden, der kan glæde sig, når statistikkerne over bolighandler bliver offentliggjort.

Men der er faktisk også noget at glæde sig over for resten af landet i de tal for bolighandlen i 2. kvartal i år, som Realkreditrådet har offentliggjort tirsdag.

De viser nemlig, at boligpriserne er steget i alle regioner hen over det seneste år, både hvad angår villaer og ejerlejligheder.

Således oplever særligt Region Sjælland stor fremgang med stigninger i kvadratmeterpriserne på 4,9 procent for husenes vedkommende, ligesom ejerlejlighederne i Region Nordjylland steg med 9,1 procent.

Ifølge boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea har man registreret stigende priser i 70 kommuner hen over det seneste år. For fire år siden var det tilsvarende tal kun 13.

- Når priserne i København og landets andre store byer bliver for høje, begynder boligkøberne at overveje, hvad de alternativt kan få for pengene, hvis de flytter lidt ud.

- Det øger efterspørgslen efter boliger i kommuner med lavere boligpriser. Derfor er det ikke overraskende, at prisstigningerne er gået fra et være et storbyfænomen til nu at dække store dele af landet, skriver hun i en kommentar til tallene.

Nordea forventer i øvrigt, at boligpriserne i 2017 og 2018 vil stig med mellem 2 og 2,5 procent årligt.

På landsplan var den gennemsnitlige stigning for villaer og rækkehuse 3,4 procent fra 2. kvartal 2015 til 2. kvartal 2016. Lejlighedspriserne steg i samme periode i snit steg 8,1.

Selv om priserne i forårsmånederne var højere end for et år siden, kunne handelsaktiviteten ikke helt følge med.

Sammenlagt er der handlet 4,3 procent færre huse på landsplan. Kun i Region Sjælland blev der solgt flere huse end i samme kvartal året før.

- Der er dog tale om en pæn handelsaktivitet, hvis man sammenligner med det gennemsnitlige aktivitetsniveau i de seneste år, siger Realkreditrådets direktør, Ane Arnth Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.