Boliglån på 2,5 procent lurer efter rentefald
Boligrenterne er faldet på det seneste, og det åbner mulighed for et comeback til 2,5 procentslånet.
Renteudviklingen hen over sommeren har været til gavn for boligejerne, der står til at få billigere lån end i juni.
Renteudviklingen hen over sommeren har været til gavn for boligejerne, der står til at få billigere lån end i juni. Foto: colourbox/free


Der er godt nyt til boligejerne fra rentemarkederne, som har vist faldende tendens på det seneste.

Det betyder, at boliglån med 2,5 procents kuponrente snart kan afløse 3 procents lånet med deraf følgende lavere afdrag og renteudgifter for realkreditlånerne.

Kursen på det 30-årige 3 procentslån med afdrag ligger lige nu omkring 99. Når kursen over 100, stopper realkreditinstitutterne med at udstede lånet.

I stedet kan boligejerne tage et 2,5 procentslån, hvor kursen lige nu ligger omkring 96.

- Om det bliver til et decideret comeback til 2,5 procent, kan kun tiden vise, og det vil ikke mindst være påvirket af økonomiske nøgletal i den kommende tid.

- Men uanset om det hedder tre procent i en høj kurs eller 2,5 procent i en lidt lavere kurs, så får man et rigtigt godt lån, siger Jeppe Borre, der er seniorøkonom hos Nykredit.

Det er blandt andet fredagens nøgletal for jobskabelsen i USA, der kan rykke ved det nuværende rentebillede, men det kan både ske i op- og nedadgående retning.

Derfor anbefaler Nykredit, at man ikke sidder og venter på de attraktive kurser, men slår til nu, hvis man står over for at skulle handle bolig.

Da renterne var længst nede tidligere på året, åbnede flere realkreditinstitutter op for kuponrenter på 1,5 procent.

Fra maj steg de lange boligrenter dog mærkbart igen, og midt i juni var renten oppe i 3,5 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.