Boligerne er generelt steget det seneste år
Priserne er steget mest i hovedstadsområdet, men resten af landet følger også pænt med.
Prisen på ejerlejligheder er over det seneste år generelt på landsplan steget med 8,2 procent. Prisstigningerne er størst i Region Hovedstaden med i gennemsnit 8,7 procent.
Prisen på ejerlejligheder er over det seneste år generelt på landsplan steget med 8,2 procent. Prisstigningerne er størst i Region Hovedstaden med i gennemsnit 8,7 procent. Foto: SKAFTE RUMLE/free


Forbrugerne har god grund til at blive forvirrede over statistikken for, hvor boligpriserne bevæger sig hen.

Spørger man Realkreditforeningen og Realkreditrådet, er huspriserne på landsplan i gennemsnit blot steget med 1,5 procent det seneste år.

Men ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er huspriserne i gennemsnit steget med 3,5 procent.

Samme uenighed gør sig gældende for ejerlejligheder. Her mener Realkreditforeningen og Realkreditrådet, at priserne i gennemsnit er steget med 4,7 procent. Men ifølge Danmarks Statistik er stigningen på 8,2 procent.

Hvad skal man så tro, når statistikkerne stritter så meget i hver sin retning? Ifølge boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann er Danmarks Statistiks tal de mest pålidelige.

- Hvor tallene fra Realkreditforeningen og Realkreditrådet kun indeholder boliger, som har været udbudt til salg på internettet og derefter er blevet solgt, så indeholder tallene fra Danmarks Statistik alle tinglyste salg i fri handel.

- Det vil sige også de handler, der er foretaget mellem uafhængige parter uden om en ejendomsmægler, siger Lise Nytoft Bergmann i en skriftlig kommentar.

Uenigheden om, hvor meget boligpriserne stiger, har betydning for både købere og sælgere.

- Tager man udgangspunkt i et hus, som kostede en million kroner for et år siden, vil huset i dag kunne sælges for 1.035.000 kroner, hvis Danmarks Statistik har ret i deres opgørelse.

- Men det vil kun kunne sælges for 1.015.000 kroner, hvis Realkreditrådet og Realkreditforeningen har ret. Det svarer til en forskel på 20.000 kroner det seneste år, siger Lise Nytoft Bergmann.

Det samme gør sig gældende for ejerlejligheder.

Hvis en lejlighed kostede en million kroner for et år siden, ville den med Danmarks Statistiks tal i dag kunne sælges for 1.082.000 kroner, men kun for 1.047.000 kroner, hvis man bruger tallene fra Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.