Boligejerne skifter flekslån ud med fast rente
Lån med fast rente er gennem året blevet billigere. Boligejerne skifter nu flekslån ud med et med fast rente.


Danske boligejere har fået appetit på boliglån med fast rente. Tal fra Nationalbanken viser, at renten på lån med fast rente siden årsskiftet er faldet.

I dag er mere end to ud af tre nye realkreditlån fastforrentede. Til sammenligning var det knap en ud af tre lån ved årsskiftet, viser tallene.

- Udviklingen kan nok tilskrives de senere måneders rentefald. De korte renter var allerede presset næsten helt i bund, men der har været plads til et yderligere fald på de lange renter, siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen, i en kommentar.

- Renten på et 30-årigt lån ligger nu på et niveau, som man ville have været glad for at få på et flekslån for få år siden. Det er noget, låntagerne har reageret på, siger direktøren.

Udviklingen har betydet, at det er blevet billigere at tage et nyt realkreditlån. De gennemsnitlige samlede årlige låneomkostninger for de nye fastforrentede lån der er givet i august, ligger nu på 3,638 procent mod 4,315 procent i januar.

- Det svarer til et fald i de samlede årlige låneomkostninger på mere end 6700 kroner pr lånt million, siger Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank.

- De samlede låneomkostninger er ligeledes faldet for mange af de variabelt forrentede lån. For eksempel er de gennemsnitlige årlige samlede låneomkostninger for F3-lån nu omkring 2800 kroner lavere end ved årets start, siger hun om tallene.

Og de lavere ydelser giver mange boligejere mere luft i økonomien. Samtidig har de lavere renter fået flere nye boligejere ind på ejerboligmarkedet.

Den faldende rente har betydet, at boligejerne bliver viftet om næsen med 30-årige lån med 2,5 procent i fast rente af realkreditinstitutterne.

- Nye boligejeres renteudgifter er i dag 400 kroner lavere om måneden pr lånt million, end hvis de havde taget et lån med fast rente for lidt over et halvt år siden. Det svarer til en ekstra biograftur om måneden for en familie, siger Peter Jayaswal, der er underdirektør i Realkreditrådet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.