Bokse-mutter må hoste op med millioner til hjerneskadet bokser
Højesteret har afgjort, at boksepromotor Bettina Palle havde ansvaret for hjerneskadet bokser.
Det var Bettina Palle, der havde ansvaret for bokseren, har Højesteret fastslået.
Det var Bettina Palle, der havde ansvaret for bokseren, har Højesteret fastslået. Scanpix arkiv


Højesteret stadfæstede mandag en dom mod tidligere boksepromotor Bettina Palle, som derfor kommer til at betale en erstatning på omkring 1,6 millioner kroner i sagen om bokseren Johny Jensen, der fik hjerne- og synsskader og måtte stoppe karrieren i 2008.

Den tidligere professionelle bokser har fået erstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, der til gengæld har gjort krav på at få refunderet pengene fra arbejdsgiveren.

Sagen ved først Østre Landsret og nu Højesteret har handlet om, hvem der skal betale, når der mangler en arbejdsskadeforsikring, og hvilket ansvar der følger med hvervet som manager og promotor.

Det har samtidig været et stridspunkt i sagen, hvorvidt det var Bettina Palle personligt eller firmaet International Entertainment ejet af Mogens Palle, der havde ansvaret for bokserens forhold.

Bettina Palle mente ikke, at hun var forpligtet til at betale, men såvel landsretten som Højesteret har altså fundet frem til, at det er hun.

Højesteret skriver i dommen blandt andet, at Bettina Palle havde "instruktionsbeføjelser", som angik, hvordan, hvor og med hvilken bistand Johny Jensen skulle træne, og hvilke kampe han skulle bokse.

- Højesteret finder, at Bettina Palle ikke har godtgjort, at de pågældende instruktionsbeføjelser efter parternes fælles opfattelse ved aftaleindgåelsen ikke skulle gælde.

- Bettina Palle har heller ikke godtgjort, at den måde, parterne efterfølgende har handlet på, har medført en ændring af retsforholdet mellem dem.

- På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at Bettina Palle var sikringspligtig arbejdsgiver for Johny Jensen, skriver Højesteret i afgørelsen.

Højesteret stadfæster derfor dommen fra landsretten, som også fastslog, at der ikke var grundlag for, at Bettina Palle helt eller delvis bør fritages for betaling.

Af arbejdsskadesikringsloven fremgår det, at en arbejdsgiver skal refundere beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring udbetaler, medmindre Ankestyrelsen skønner noget andet.

Bettina Palle skal desuden betale 100.000 kroner i sagsomkostninger til Ankestyrelsen inden 14 dage efter domsafsigelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.