Boko Haram på flugt fra nigeriansk hær
Dagen før præsidentvalg indtager hæren vigtig islamistisk by og siger, at mange "terrorister" er dræbt.
Nigeriansk militær indsamler våben, de har taget fra Boko Haram-soldater.
Nigeriansk militær indsamler våben, de har taget fra Boko Haram-soldater. Foto: Jerome Delay/AP


Nigerias hær siger fredag, at den har generobret byen Gwoza fra islamisterne i Boko Haram. Det var her, Boko Haram sidste år udråbte et kalifat.

- Soldater indtog her til morgen Gwoza og ødelagde hovedkvarteret for det selvbestaltede kalifat, oplyser den nigerianske forsvarsledelse på Twitter.

- Mange terrorister døde, mens mange er taget til fange. En oprydningsoperation er i gang i hele Gwoza og forstæderne, lyder det.

Boko Haram indtog i august sidste år Gwoza, og cirka 200 skolepiger, der blev bortført af Boko Haram fra Chibok, menes at have været holdt som fanger i byen.

Beboere fra Gwoza fortæller til nyhedsbureauet AFP, at lederen af den islamistiske gruppe, Abubakar Shekau, gav ordre til at dræbe kvinder i byen.

35-årige Usman Ali, som blev tvunget ind i den islamistiske gruppe, var vidne til drab på kvinder i kalifatbyen.

Indbyggerne i Gwoza blev "rekrutteret" af Boko Haram og derpå tvunget til at dræbe deres egne koner.

- Søndag 15. marts samlede Shekau sine mænd, deriblandt os, hans nye rekrutter, og sagde, at alle skulle gå tilbage til Gwoza og dræbe de kvinder, som var efterladt i byen, siger Ali.

Islamistlederen argumenterede med, at de militante ikke ville møde kvinderne - deres koner - i paradis, hvis de ikke dræbte dem.

- De tog os med til Gwoza, hvor vi var vidner til denne massakre.

Et andet vidne, Haruna Abubakar, bekræfter massakren i byen over for nyhedsbureauet.

Han fortæller, hvordan mændene tog til Gwoza og "dræbte deres koner," hvoraf "nogle var gravide."

Meddelelsen om, at hæren har generobret byen, kommer dagen før præsidentvalget i Nigeria, hvor den siddende præsident, Goodluck Jonathan, udfordres af den tidligere militære leder Muhammadu Buhari.

Præsidenten er blevet kritiseret for at have været inkompetent i bekæmpelsen af Boko Haram.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.